Afdelingsleder med kundeansvar

Afdelingsleder med kundeansvar

Frihed, højt til loftet, løfter i flok – du kender alle flosklerne, men er du vant til, det også er virkeligheden? Vil du gerne have din faglighed i spil som revisor, men også gerne arbejde med ledelse og mennesker? Det kan du her hos os!  

Vores virksomhed udvides med endnu en lokation, som nu spreder sig fra Rødding i Syd til Holstebro i Nord, og derfor har vi et ønske om at skabe mere nærværende ledelse for vores medarbejdere. Vi søger en afdelingsleder til vores team i Holstebro, som kan sikre den gode udvikling og sparre med dem omkring opgaver.

 

Hvorfor skal du arbejde hos Revenu, og hvad får du ud af det?

  • Du kan rigtig godt lide at arbejde med ledelse og mennesker, og når du kan lide det, så vil du også synes, det er meningsfuldt at kunne hjælpe og engagere medarbejderne. Du elsker relationsarbejde, både til nye og eksisterende medarbejdere. At møde mennesker giver dig energi.
  • Du bliver faglig sparringspartner for dine kunder og kollegaer. Derfor er det vigtigt, du synes, det er spændende og givende at dele ud af din viden om regnskab og revision. Du vil rådgive små og mellemstore kunder og sparre med kollegaer om opgaver.
  • Du får en fleksibel arbejdsplads, hvor der er plads til ægte mennesker med en hverdag, som skal gå op. Har du lyst til at møde kl. 7 og gå tidligere, så er det bare dét, du gør. Skal du gå tidligt, fordi du går til spinning, skal hente dine børn eller lignende, så styrer du også det. Vi har ansvarlighed, tillid og hjerte i vores værdigrundlag, hvilket gør det muligt at have en fleksibel arbejdsplads.
  • Der er rigtig gode muligheder for at udvikle sig (står der i mange jobopslag), men her er det faktisk rigtigt. Som leder kan du videreudvikle dig inden for ledelse eller et andet område, du har interesse for. Vi anerkender vigtigheden af uddannelse, og du og Thomas lægger en plan for din karriere.

 

Dine to vigtigste arbejdsopgaver:

  1. Din vigtigste opgave er at skabe en god relation og være i tæt kontakt med dine medarbejdere. Du har det daglige ledelsesansvar for 7 medarbejdere. Det betyder, at du har fokus på at skabe en velfungerende gruppe; du skaber overblik over opgaver, prioriterer ressourcer, afholder 1:1 samtaler, sikrer god onboarding af nye medarbejdere, tager de svære samtaler, sikrer engagement og udvikling i teamet, osv. Din ledelsesopgave vil ske i tæt samarbejde med Thomas, hvor du har stor medbestemmelse i, hvor meget du ønsker at klare selv, og hvor meget Thomas skal være med på sidelinjen. Du bruger ca. 50% af din arbejdsdag på dette.
  2. Du vil have kundeansvar og bruge noget af din arbejdsdag på håndtering af kunder. Du vil have små og mellemstore kunder (1-25 ansatte, klasse A og B regnskaber), hvor du assisterer kunden med regnskaber og gennemgang heraf. Du har, sammen med assistenten, ansvaret for at servicere kunden med de udfordringer og problematikker, som opstår. Du bruger ca. 50% af din arbejdstid på dette.

 

Hør hvad din kommende kollega siger om jobbet og Revenu:

Noget af det som betyder rigtig meget for mig, og som jeg synes gør sig rigtig meget gældende i Revenu er frihed under ansvar og fleksible arbejdstider. Der er frie rammer til at kunne strukturere sin egen hver dag, og det betyder ikke så meget hvornår du møder og hvornår du går. Det giver værdi for mig, så jeg kan få en god balance med mit familieliv.

Her er plads til at det skal kunne fungere – og det kan du mærke også betyder noget for Thomas. Thomas er ikke den typiske leder i en revisionsvirksomhed. Han har bløde værdier og er meget menneskelig i hans måde at være på, i stedet for kun at have fokus på opgaver, nøgletal og faktureringsmål. Han interesserer sig for sine medarbejdere – og også hvem de er uden for arbejdet.

Modsat andre revisonskontorer, hvor der er meget fokus på store kunder, så betyder det noget for mig, at vi i Revenu har fokus på, at det er de rigtige kunder. Forstået på den måde, at man har den rigtige kemi med kunderne. Det betyder noget for mig, at jeg har god kemi med mine kunder, det gør det bare meget sjovere at rådgive og hjælpe kunden. Man giver jo også meget mere af sig selv, og det tænker jeg også kunden kan mærke.

  • Dorthe Berg, Revisor

 

For at blive en succes i stillingen er det her vigtigt for dig at vide:

Vi forestiller os, at du har en baggrund som cand.merc eller lignende og har et godt kendskab til hvad en revisor laver. Du har en faglig ballast og har noget praktisk erfaring, så du kan gennemgå regnskaberne og rådgive kunderne – og den erfaring vil du også bruge i det ledelsesmæssige arbejde til at sparre med dine medarbejdere og forstå kompleksiteterne.

Ledelsesarbejdet bliver i tæt samarbejde og sparring med Thomas, så derfor er det vigtigste i den sammenhæng, at du har lysten og engagementet til at arbejde med mennesker og roen til at skabe tætte relationer. Det er ikke så vigtigt, du har erfaring med ledelse – vi vil træne dig i de lederredskaber, der gør dig i stand til at engagere dygtige medarbejdere og bidrage til vores værdier og kultur.

 

Hvem er dit team?

Du vil have din daglige gang i vores hus i Holstebro, hvor du bliver leder for et team på 7 medarbejdere. Vi er 6 assistenter og 1 revisor. Du vil især have tæt faglig sparring med Dorthe, som sidder som revisor.

Når du bliver en del af vores team og Revenu generelt, så bliver du en del af en sund kultur, hvor vi er gode til at hjælpe hinanden og tjekke ind med hinanden når deadlines nærmer sig – her er man ikke alene med noget, og man kan altid finde en at spørge til råds. Vi går op i at alle har det godt.

 

Hvad får du mere?

  • Du behøver ikke smøre madpakke – den sørger vores kantine for både til morgen og frokost
  • Vi kan godt lide at lave ting sammen – om det så er den årlig sommerfest eller en af personaleforeningens mange arrangementer, så er det med til at styrke vores relationer.
  • Der er styr på tingene her, så du får selvfølgelig pension, sundhedsforsikring, adgang til massage osv.

 

 

Hvis du har spørgsmål, eller gerne vil søge stillingen, kan du kontakte Thomas Tinghøj, Adm. direktør, via mail: tht@revenu.dk eller telefon 6038 8719

Lokation: Holstebro

Hør hvad din (måske) nye leder fortæller

Jeg tror på branchen er bedre, fordi vi er der, netop fordi vi er gode til balance. Det er vi, fordi vi har
mennesker ansat – ikke ressourcer. Selvom jeg er direktør, er jeg ansat på en helt almindelig 37 timers
kontrakt, ligesom alle andre. Jeg tror ikke på micro management. Men jeg tror på, vi i fællesskab er bedst. Måske er jeg naiv, men jeg gider ikke bruge min tid på at spekulere på, hvorvidt folk er syge, eller om de arbejder nok, det er slet ikke den type leder, jeg er. Personligt gider jeg ikke det der ”rotteræs” eller ”hamsterhjul”, som arbejdslivet er for nogen. Her er det vigtigste, at vi er tætte med vores kunder, og de får en god oplevelse med os. Stort set alle vores kunder kommer via andre kunder. Det må betyde, vi gør et eller andet rigtigt.

Thomas Tinghøj